Min søn bliver trist
Hej Familiepsykologer
Jeg er alene med min søn på 11 år, jeg blev skilt fra hans far for 3 år siden. Skilsmissen var voldsom for os alle de første par år, men det sidste år synes jeg der er faldet lidt mere ro over vores situation. Vi har en 10-4 ordning hvor min søn er hos mig de 10 dage. Det der nu bekymrer mig, er at han på det sidste er blevet tiltagende trist, blevet sværere at komme i kontakt med. Når jeg spørger ham siger han, at han ikke ved hvad det er – han synes bare det hele er kedeligt, siger også nogen gange at han er træt af sit liv, og ligeså godt kunne være død. Hans far kan også mærke at han er blevet mere trist. Han har ellers altid været en glad og livlig dreng så jeg bliver meget bekymret. Hvad tænker i at jeg skal gøre.
Hilsen fra Lone
Hej Lone
Jeg forstår din bekymring. Det er yderst vigtigt, at vi tager vores børn alvorligt, når de udviser så tydelige tegn på tristhed som din søn gør. Du spørger til, hvad du kan gøre, og her findes der desværre ikke nogen lette eller hurtige råd. I første omgang ville jeg være nysgerrig efter, hvordan han opleves i skolen, hvordan de har oplevet hans udvikling på det sidste. Det kan fortælle noget om hvor generelt ramt han er af tristheden, og også hvorvidt der måske er sket noget i skolen, der også kunne påvirke ham. Derudover ville jeg prøve på at snakke med ham om hans tristhed. At vi alle i perioder af vores liv kan opleve tristhed, og at vi ikke altid umiddelbart kender grunden til vores tristhed. Det er vigtigt, at han slipper for presset på skulle “forklare” hvorfor han er trist. Du fortæller, at han har måttet opleve en svær skilsmisse mellem sin far og mor, og at det først er her inden for det sidste år, at der er faldet mere ro på. Her kunne jeg have en hypotese om, at det måske først er nu, at han begynder at mærke sorgen over skilsmissen. Da konflikten mellem jer var på det højeste, brugte han måske rigtig meget energi på at “overleve” og holde styr på sit liv. Nu er er der mere ro, og derfor mere plads til, at han kan mærke, hvordan han selv har det. Hvis denne hypotese er rigtig, kan der også være noget positivt i, at han nu får plads til at mærke den sorg der ofte også følger med en skilsmisse. Du kan “afprøve” denne hypotese ved at fortælle ham, at næsten det er helt almindeligt at børn i en periode efter en skilsmisse kan opleve en uforklarlig tristhed, og at det er en følelse der går over. Du kan også fortælle ham om perioder af dit liv hvor du var trist. Alt sammen for at fortælle ham, at det er almenmenneskeligt og at der ikke er noget “galt” med ham. Jeg ville også være opmærksom på om der er vigtige positive relationer i hans liv til venner eller andre familiemedlemmer, som det kunne give mening at give ham mere af. Ud over skilsmissen kan der være mange andre grunde, som det er vigtigt at være åben for. Forholdet til kammerater, mulige kærester, vanskeligheder i skolen, bekymringer for en af jer forældre, og meget mere kan være baggrunden for hans tristhed. Min erfaring er at drenge i hans alder ofte ikke har så stor lyst til at “snakke”. Men skaber i rum i forbindelse med fælles aktiviteter og andet, kan der pludselig opstå situationer, hvor han kan udtrykke noget om det der sker inde i ham.
Det er også meget vigtigt at du og hans far holder fast i det positive samarbejde i har udviklet. Oplever i at tristheden forværres kan det være en god ide at søge professionel hjælp.
De bedste ønsker til jer !
Venligst
Morten Prahl