Hvordan fortælle børnene om skilsmisse
Til Familiepsykologernes brevkasse
Min mand og jeg skal skilles efter mange års kamp for forholdet. Beslutningen har været taget et stykke tid, men vi kan ikke komme hen til at fortælle det til vores to børn på 12 og 14. Jeg er bange for, at de bliver meget kede af det og vil gerne gøre det så skånsomt som muligt. Min mand synes at jeg er årsagen til skilsmissen – det er mig der har taget den endelige beslutning – og vi kan ikke blive enige om, hvad der skal siges og hvordan det skal begrundes. Jeg er bange for at situationen går i hårdknude og det er vel det sidste, børnene har brug for. Det er et dødvande og jeg tror børnene kan mærke, at det er galt. Har I nogle gode råd? Jeg håber på et hurtigt svar.
Klemt mor
Kære klemte mor
Jeg får indtryk af, at du og din mand har truffet beslutningen om at blive skilt efter mange svære og lange overvejelser. Dit ønske om at formidle jeres beslutning til børnene så skånsomt som muligt er meget forståelig – men det er vigtigt at erkende, at meddelelsen ER smertefuld, uanset hvordan den gives. Den smerte de vil opleve, når I fortæller dem, at I skal skilles, kan I ikke fjerne – men når det er sagt, kan I selvfølgelig formidle det til dem på mere eller mindre hjælpsomme/konstruktive måder.
Du skriver, at beslutningen om skilsmisse har været taget et stykke tid. Jeres børn har formentlig en stærk fornemmelse af jeres krise, men samarbejder sikkert om at holde balancen i familien ved at lade som ingenting. Selv om de vil blive kede af det, når I fortæller dem at I skal skilles, vil det måske også opleves som en lettelse for dem, fordi de ikke længere skal bruge energi på at regne ud, hvad den ’mærkelige stemning’ i huset handler om.
Når I skal fortælle jeres børn, at I skal skilles, er det som hovedregel vigtigt at finde formuleringer, der giver børnene tryghed. Jeg vil foreslå, at du laver et oplæg til hvad der skal siges til børnene og så lader din mand komme med input. Det er en fordel, hvis I kan blive enige om en fælles ’fortælling’ om årsagen til skilsmissen. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, må I stå ved det overfor børnene, sige at I ser forskelligt på grunden til, at I går fra hinanden og give dem begge forklaringer. Hvis din mand slet ikke er med på noget af dette, må du fortælle ham, hvad du har tænkt at sige til børnene og hvornår du har tænkt dig at sige det til dem. Når du/I skal fortælle dem om årsagen til skilsmissen, er det godt at være så ærlig som muligt men også at vurdere, om de kan bruge alle detaljer til noget. I skal hjælpe dem til at forstå, at det ikke er deres skyld, og at de ikke har bidraget til skilsmissen. At den alene er jeres ansvar.
Når du/I skal fortælle det til børnene er det vigtigt at stå ved at I skal skilles, men også gøre det meget tydeligt, at I fortsat begge to er deres forældre og at I har ansvar for at passe på dem sammen. Børnene har brug for, at I minimerer uvisheden ved at give konkrete svar på, hvem der flytter og hvad der skal ske i den nærmeste fremtid (så langt som I ved det). Hvis der er ting, I ikke ved, eller hvis de har spørgsmål, I ikke kan svare på, må I meddele dem, at I fortæller dem det så snart, I ved det.
Det store spørgsmål for både børn og voksne er ofte, hvor børnene skal bo. Børn på 12 og 14 skal tages med på råd. Det er vigtigt at lytte og høre dem om deres ønsker til fremtiden, men uden at garantere dem noget før der foreligger fælles beslutninger. Der opstår ofte stærke følelser hos forældre i forhold til at bevare den tætte tilknytning til børnene. Det er ikke børnenes behov at I kæmper om retten til mest muligt samvær. Deres behov er at have adgang til begge forældre og at deres forældre har det ok med hinanden.
Det er rigtig svært at forudsige hvordan jeres børn vil reagere – sikkert også for jer. I skal give plads for børnenes reaktion der kan variere fra grader af tristhed til grader af protest. Forsøg at vise forståelse for deres reaktion frem for at ’skælde ud’. Alle er kede af det – også jer voksne – og på den måde er i fælles om sorgen.
Når jeg taler med børn hvis forældre er blevet skilt er det ret gennemgående, at de alle udtrykker, at noget af det værste er, når deres forældre taler dårligt om hinanden. Det kan være svært hvis man er meget vred på den anden eller dybt såret, men måske er det lidt lettere at lade være med at inddrage børnene i disse følelser, hvis man ved, hvor meget det betyder for dem, at man lader være.
Til sidst vil jeg ønske jer held og lykke med den samtale, I snart skal have med jeres børn. Det er svært, men også noget man kommer igennem.
Venlige hilsner
Anne Østlund
Familiepsykologerne