Min søn er rask igen, hvorfor er jeg stadig trist?

Hej Familiepsykologer.

Jeg er familiefar på 37, vi har to børn. For tre år siden fik min søn på nu 10 år konstateret kræft. Sammenlignet med mange var det et mildt forløb, men der var punkter, hvor vi troede vi ville miste ham. Det var hårdt at gå igennem, men nu er han erklæret helt rask og har god prognose for ikke at blive syg igen. I starten efter raskmeldingen var jeg lettet og glad.  Men her seks måneder senere synes jeg stadig jeg er trist, træt og har svært ved at finde gnisten igen. Hvorfor kan jeg ikke bare være glad, når nu det hele er gået godt? Jeg håber I kan give nogle gode råd.

Venlig hilsen Søren

Hej Søren

Tak for dit spørgsmål. Jeg vil forsøge at give dig nogle perspektiver, som jeg håber du kan bruge.

Først og fremmest vil jeg sige at det er helt normalt at være præget af en oplevelse som din søns kræftsygdom længe efter at faren er ’drevet over’. En ting er din søns sygdom. Noget andet er, hvad det har gjort ved dig som menneske og som far at gennemleve det, uanset at det er din søn, der måtte bære den største lidelse. Når et familiemedlem bliver sygt, lider hele familien. Det er en stor belastning. Det behøver jeg næppe fortælle dig om, men jeg siger alligevel lidt ud fra de generelle erfaringer:

Når man er tæt på et menneske, der er alvorligt sygt, sætter man ofte alt til side. Man – og hele familien – er i undtagelsestilstand. Over længere tid er man på et umenneskeligt følelsesmæssigt og praktisk overarbejde. Det er svært at tage pauser og få pusterum. Sygdom, bekymring, næste akutte hændelse – samtidig med hverdag og omsorg for andre børn – overskygger det hele. Som familie og enkeltperson kan man opleve isolation – det er svært at modtage besøg og vedligeholde venskaber, når sygdommen flytter ind. Der sker samlet set en gradvis udtrætning, som man knap selv mærker, fordi man er fokuseret på en eneste ting: Overlevelse.

Når faren er drevet over, er det meget logisk, at korthuset kan falde sammen. Den elastik, der i lang tid er blevet spændt mere og mere ud, bliver slap. Man kan opleve en lang periode med træthed, mathed og manglende glæde ved ting, man engang satte stor pris på. Til trods for at hverdagen ser ud som før.

På det filosofiske plan har du kigget ned i afgrunden og set døden i øjnene. Måske mærket den afmagt, der følger med at stå lige der, hvor man som menneske bliver meget lille og der er uendeligt lidt at stille op. Nogle forældre når mentalt at tage afsked med deres barn for at konstatere, at barnet fik lov at overleve. Det kan være et stort følelsesmæssigt arbejde i mental forstand at ’tage sit barn tilbage’.  Den psykiske fleksibilitet er på en grundig prøve. Vrede, frustration, mathed, krise og fjernhed afløser lettelse, barnelatter, gode stunder og højtidelige øjeblikke.

Man kan sammenligne din efterreaktion med soldater, der vender hjem fra krig: De mærker først for alvor den fare, de har stået i, når de kommer i sikkerhed. Måske er det naturens orden: Din krop og psyke vil gerne have dig til at tage det roligt, så du selv kan komme til hægterne igen. Det, at du er grundigt træt nu, er et sikkert udtryk for, at du har gjort en helhjertet indsats med at tage dig af din søn og din familie i sygdomsperioden. Det gav bare et gevaldigt overtræk på din psykiske konto. Det kan være et hårdt krav at have til sig selv, at nu skal man bare kunne være glad.

Måske har du luret hvor jeg vil hen: Giv tid. Og giv ro. Det kan være en del af din bedring at have det som du har det i en periode. Det store arbejde kan være at acceptere at have det sådan. I den proces kan man søge hjælp. Hvis ikke I allerede gør det, kan det også være gavnligt at du og din kone jævnligt taler sammen om, hvordan I oplevede forløbet og havde det undervejs.

Nogle får brug for at være delvist sygemeldte fra arbejde eller generelt at drosle ned på deres aktivitetsniveau.  Mange finder god støtte ved at mødes med andre, der har været i samme situation.

Det er ikke usædvanligt at man forandrer sig i en så voldsom proces. Måske skal du genfinde dine ressourcer i nye typer aktiviteter, nye venskaber og andre typer musik, litteratur eller kunst, end du tidligere har gjort. Det kan kræve noget eksperimenteren og søgen. For nogle åbner der sig helt nye dimensioner i livet.

Hvor er det godt at høre, at din søn er rask! Jeg vil ønske rigtig god bedring til dig også. Det kan tage noget tid at komme til hægterne.

Med venlig hilsen

Christina Ditlevsen

Familiepsykologerne